“Der kommer nogle ting ud inde fra sjælen, som ikke kan auto-genereres af en algoritme”
Jeg udstiller nogle af mine værker på Artoteket på Nørrebro, og de har udgivet dette interview med mig, hvor jeg fortæller om, hvorfor jeg tegner, som jeg gør:
“Lige nu er jeg MASSIVT optaget af den helt skarpe millimeter-præcision, som farvede blyanter og penne giver. Der er ingen tvivl om, at jeg rykker tilbage til malerpensler på lærred på et tidspunkt, og videre ud i andre materialer, men i øjeblikket er jeg bare ikke færdig med de farvede blyanter. Jeg kan tegne sådan nogle helt sylespidse detaljer, som giver billederne et fraktal-agtigt udtryk, som om de er genereret af en computer. Bare én af mine tegninger kan snildt tage 85 timer at lave, og det er superspændende og også lidt skørt at bruge så lang tid på at tegne bare ét mega-detaljeret værk, når vi lever i en tid, hvor computergrafik kan generere kunstige skyer, bjergkæder og virkeligt flotte fraktaler på få sekunder. Men der opstår en helt særlig magi, når man gør tingene på den langsomme, møjsommelige og meditative måde, med hænderne. Så kan der komme nogle ting ud inde fra sjælen, som simpelthen ikke kan auto-genereres af en algoritme. Og det siger jeg med den største kærlighed til computere: Jeg anmelder computerspil og udforsker ny teknologi såsom virtual reality til daglig i kraft af mit job, så jeg er fuldt ud klar over, hvilke forførende universer, den digitale verden kan trylle frem. Netop derfor har jeg brug for den dybere trolddom, der opstår, når man tager sig tid til at tegne ting i hånden. Det er forbløffende, hvad der kommer ud. Og sjælen nyder det.”
Hvad inspirerer dig og skaber udgangspunktet for dine værker?
“Jeg kan virkelig godt lide at tegne maskineriet bag den synlige verden. Jeg er meget inspireret af naturen og alt, hvad den kan finde på af kulørt sjov, såsom neon-grønne forårsskove og planeter og solopgange over havet, og selvom jeg har tegnet mange ”naturalistiske” trækroner gennem tiden, så er jeg mere interesseret i at tegne tingene bag den fysiske verden nu. Jeg er fuldstændigt vild med fraktaler, og hvordan verden ser ud, når man kigger på den gennem nano-mikroskoper, så jeg vil gerne ned i detaljerne på dén måde, men jeg vil også ned i følelserne imellem os, ned i bølgerne under musikken. Hvordan tegner jeg energierne, der strømmer imellem os? Hvordan tegner jeg et mareridt? Hvordan ser åndeverdenen ud? Hvordan tegner jeg, at alting hænger sammen? Den naturlige, fysiske verden kommunikerer til os hele tiden; vi kan bare ikke høre det, når vi er digitalt distraherede, og det er mange af os cirka non-stop. Der er også virkelig meget stress-bearbejdning og healing i værkerne, både i motiverne og i den meget tidskrævende måde, jeg laver dem på. Jeg vil gerne overraske folks øjne hele tiden, så jeg går helt amok med de bittesmå detaljer. Lige i øjeblikket kan det nærmest ikke blive småt nok. Jeg vil gerne have, at folk kan fortabe sig fuldstændigt i detaljegraden, så vi nærmest ryger helt ned i molekylestørrelse. Det er jo sådan, den fysiske verden omkring os i virkeligheden ser ud: Milliarder af summende molekyler, der danser ud og ind imellem hinanden i virkeligt flotte farver.”
Hvordan ser din proces ud, når du skaber et nyt værk?
“Jeg har som regel en idé om nogle af de vigtigste elementer, der skal være på bestemte steder på det store, hvide papir, så dem starter jeg med at skitsere op med blyant. Når omridset af de væsentligste væsener, figurer og landskaber er på plads, går jeg i gang med farverne. På det her tidspunkt er der stadig masser af hvidt tomrum og masser af tøven og hvad-nu-hvis’er og kunne-det-mon-gøres-anderledes-tanker, og der er også virkeligt mange ideer, der gerne vil ud samtidig, så det kan være lidt svært at styre. Nogle gange skal jeg bore mig ti timer ind i et værk, før flowet griber mig. Fra dët øjeblik ændrer processen sig. Når jeg først har ramt flow-tilstanden, folder tegningen sig ud foran mig på en langt mere ubevidst måde. Stemningen bliver mere fornøjelig og frygtløs, og jeg tør eksperimentere mere. Ting, jeg ikke har planlagt, begynder at opstå. Mønstre, jeg kunne se for mig, men ikke anede, hvordan jeg skulle få frem på papiret, folder sig ud og falder på plads. Det er stadig top-nervepirrende at kaste sig ud i et nyt stil-eksperiment, der bare ”føles rigtigt”, når man er 60 timers arbejde inde i en tegning, som jo dybest set kan blive ødelagt af en fejlvurdering eller et enkelt kiks med den sorte pen, men hele processen er simpelthen en kontinuerlig øvelse i at give slip og give sig hen til det, der vil ud. Flow-tilstanden er pointen med det hele, med hver eneste blyant-streg. Det er i den tilstand, universet taler til os. Det er den bedste form for meditation, jeg kender, og jeg tøver ikke med at kalde det en spirituel oplevelse. Jeg kan ikke anbefale det varmt nok.”
Hvornår vidste du, at dit kunstneriske virke var noget, du skulle kigge nærmere på?
”Det har jeg altid vidst. Måske havde jeg ikke ligefrem formuleret det for mig selv endnu, da jeg var to, men kursen var vist sat rimeligt skarpt, fra jeg var fire år gammel. Jeg tilbragte hele min barndom i en sky af kunstproduktion. Jeg tegnede og skrev historier og digte og lavede tegneserier og skrev radioføljetoner og teaterstykker og lavede hundredvis af kollager, og der var ingen i familien, der kunne have fødselsdag, uden at jeg skrev to digte til lejligheden og udgav dem i små dekorerede foldere på eget forlag.
Jeg fandt for nylig en tegneblok fyldt med tegninger, jeg havde lavet, da jeg var 8, og udover en masse tegninger inspireret af tegnefilm som Abekongen og Løven, Heksen og Garderobeskabet, var der en hel serie, hvor jeg tydeligvis eksperimenterer med at tegne ting, som de ser ud set gennem et mikroskop. Det er nogle meget psykedeliske, farvestrålende tegninger. Det var vildt for mig at genopdage, at ret mange af de ting, jeg eksperimenterer med i mine tegninger i dag, havde jeg allerede gang i som 8-årig. Jeg har bare fået en mere præcis streg.”
Er der nogle kunstnere som inspirerer dig og hvorfor?
”Jeg bliver mest inspireret af musik og litteratur. Klog science fiction og bevidsthedsudvidende mystiker-poesi og psykedelisk trance og store, sørgelige, klassiske symfonier. Shakespeare, William Gibson, David Mitchell, Douglas Adams, Aldous Huxley og andre kosmiske klogskabs-poeter af samme skole, der rent faktisk skriver om eksistensen som det vilde, gigantiske, spirituelle mysterium, det er. Når det kommer til billedkunst, skal det helst være så psykedelisk og detaljeret som muligt. Julie Nord lavede nogle viiiilde ting op gennem 00erne; det gør hun sikkert stadig. Jeg bliver mest inspireret af kunstnere, der virkelig mestrer en teknik og får mig til at tænke ”Uiiij, det er godt lavet, hvordan mon de har gjort…” Den farvestrålende kunst, man ser på psykedeliske trancefestivaler rundt omkring i Europa, er også voldsomt inspirerende. Jeg kan godt lide malerier, der ligner musik, og jeg kan godt lide musik, der lyder som landskaber. Der må også godt lige være et drys aliens indover.”
Hvad vil du gerne have, at folk får ud af dine værker?
“Jeg kan godt lide, når folk reagerer meget entusiastisk på farverne og bevægelserne og siger, at de kommer i godt humør af billederne. Men der var også en, der begyndte at græde over Reconnecting with the Master Magicians. Det er jo det bedste, hvis de kan grave ind i folks undertrykte følelser på den måde, ligesom musik.”
Læs hele interviewet her: Mød kunstneren – Christina Majcher
Christina Majcher 